Recepter på vanedannende medicin kan kun udskrives ved personligt fremmøde hos en sygeplejerske i klinikken hver onsdag mellem kl. 15.00-15.30 og torsdag mellem kl. 11.00-11.30 (obs. at tidspunktet kan variere i ferieperioder, hvorfor man bør kontakte klinikken telefonisk i ferieperioder for at sikre sig at møde op i rette tidsinterval).

Sundhedsstyrelsen har indskærpet, at fornyelse af afhængighedsskabende medicin KUN kan foregå ved en konsultation. Vi har tidligere ved enkelte patienter tilladt elektronisk eller telefonisk fornyelse, men i henhold til Sundhedsstyrelsens indskærpelse, er dette ikke længere muligt.

Hensigten er såvel på kort sigt, som på lang sigt, at tidsbegrænse brugen af disse præparater, motivere til udtrapning og for at vi dermed har mulighed for at diskutere behandlingen og herunder risikoen for afhængighed af disse lægemidler.

De nye retningslinjer betyder, at vi hos Lægeklinikken i Odder

  • Altid er tilbageholdende med ordination af afhængighedsskabende medicin.
  • Altid vil forsøge udtrapning af etableret behandling i henhold til retningslinjerne, også hvis denne er mangeårig.
  • Altid giver kørselsforbund såfremt der er lægefaglig indikation herfor.
  • Som udgangspunkt kun fornyr recepter på afhængighedsskabende medicin ved konsultation, dvs. fremmøde i klinikken.
  • Vi foretager evaluering af behandlingen minimum x 1 årligt ved en årskontrol ved læge. Afhængighedsskabende medicin er:
  • Opioider (herunder morfin, codein, fentanyl, methadon, oxycodon, tapentadol, tramadol, buprenorphin og nalbuphin).
  • Anxiolytika og hypnotika/sedativa (herunder benzodiazepiner og andre lægemidler med lignende virkning, herunder zopiclon og zolpidem samt visse antihistaminer og antiepileptika med anxiolytisk virkning).
  • Visse lægemidler med centralstimulerende virkning (herunder centralstimulerende lægemidler indregistreret til behandling af narkolepsi og hyperkinetisk forstyrrelse/ADHD).
  • Visse andre lægemidler med afhængigheds- eller misbrugspotentiale (herunder visse obstiperende midler, antiparkinson-midler, antihistaminer, præparater med virkning på centralnervesystemet og opioidholdige hostemidler).